Den nye grundskole Les Trèfles i den belgiske by Anderlecht er en særegen kombination af et pædagogisk koncept, en bæredygtig og økologisk bygning og smuk arkitektur. Designet fra tegnestuen Árter i Bruxelles blev da også udvalgt i projektudbuddet ’Eksemplariske bygninger 2012’ arrangeret af den offentlige institution Leefmilieu Brussel-BIM.
Skolen, der er til 750 elever mellem 4 og 12 år, består af fire delvist overlappende, cirkelformede bygninger og en tilstødende idrætshal. De tre største cirkler har klasselokaler langs bygningens ydre, og i midten har de beskyttede, runde legepladser. I den mindste, lidt højere cirkel finder man hovedindgang, teknikrum og en pedelafdeling. Bygningerne forbindes af brede gangbroer.
En ny form for folkeskole: Smuk, bæredygtig og inspirerende
Árters inspiration til skolens særprægede form stammer fra bydelen Les Trèfles, som betyder "kløverne", men først og fremmest fra undersøgelser foretaget af den japanske professor Mitsuru Senda: "Han påviste, at runde legepladser ansporer til 20 % mere spontan bevægelse," fortæller arkitekt Patrick Vonck. "Endvidere har cirkelformede bygninger 20 % mindre facade med det samme areal. Hermed kunne jeg bogstaveligt talt bryde med den klassiske skolekonstruktion med indesluttede gange og udnytte cirkelformerne til ekstra legepladser."
Ud over et bæredygtigt koncept har Árter også designet en bæredygtig skole. Med et årligt energiforbrug på kun 12 kWh/m2 tilsvarende en passivbygning. Det har man opnået ved at gøre brug af forskellige teknikker, f.eks. varmegenindvinding, udnyttelse af dagslys, firelagsruder med indbygget solafskærmning, grønne tage og genbrug af regnvand. Materialerne er udvalgt på baggrund af deres miljøbelastning gennem hele produkternes livscyklus.
Til facadebeklædningen har Patrick Vonck bl.a. valgt Rockpanel Chameleon plader, der er monteret ved limning for at opnå et æstetisk flot udtryk. "Jeg blev glædeligt overrasket over, at jeg ved at vælge et produkt, der ændrer farve alt efter synsvinkel, kunne forstærke skolens cykliske udtryk og samtidig opnå BREEAM A+ mærkningen. Samtidig skal facadekonstruktionen på en ultralavenergibygning være nøje detaljeret. Derfor er det vigtigt for arkitekten og entreprenøren at kunne trække på virksomheder, der kan forestå nødvendige test, analyser, referencer og vejledningen på byggepladsen."