- Vejdirektoratet har ved udbud af de nye toiletbygninger lagt vægt på, at bygningerne skulle være robuste og dermed hærværkssikrede og nemme at rengøre, drifte og vedligeholde - samt at bygningerne skulle have et lavt energiforbrug. Derudover er der lagt vægt på, at der anvendes ukomplicerede tekniske løsninger og gennemprøvede produkter. Dette for at sikre så lave drifts- og vedligeholdelsesomkostninger som muligt, siger Anja Ernfelt Poulsen, projektleder hos Vejdirektoratet.
Futuristisk udtryk med gode faciliteter og dagslys
Lang levetid, holdbart materiale og æstetisk design. Sådan kan man blandt andet beskrive de nye toiletbygninger, som Vejdirektoratet anlægger rundt om i landet. Toiletbygningerne er opført af Flex Modul, som opfører byggeri med præfabrikerede moduler, og designet i samarbejde med Krilov Arkitekter. Der er anvendt facadeplader fra producenten Rockpanel både udvendigt og indvendigt:
- Da vi skulle finde en facadeløsning, var de vigtigste parametre, at materialet holder farven, kan modstå blandt andet hærværk og graffiti og fastholder sit æstetiske udtryk over tid. Kvalitet og økonomi skulle hænge sammen, og det designmæssige udtryk var enormt vigtigt. Derfor valgte vi facadeplader fra Rockpanel, som vi både bruger udvendigt og som indvendig beklædning, siger Dan S. Jensen, der er administrerende direktør hos Flex Modul.
Mens de udvendige facadeplader er sorte, er der anvendt lysegrå plader indvendigt på både vægge og i lofter. De skarpe linjer giver toiletbygningerne et futuristisk udtryk, og de store vinduespartier i fronten inviterer dagslyset ind i bygningerne, der har inventar af rustfrit stål.
Dermed bidrager bygningernes unikke design og de gode faciliteter til at gøre opholdet på rastepladserne til en behagelig oplevelse, hvor bilister kan holde pause og koble af, inden de vender tilbage på motorvejen.