Et af verdens største passivhuse finder man i den belgiske by Amay. På en meget stor grund med en smuk beliggenhed i udkanten af en skov, har Myriam Sendon og Bruno Diliberto bygget deres drømmehus, tegnet af arkitektfirmaet DSH. Rockpanel er en af de stolte partnere i dette bemærkelsesværdige selvbyggerprojekt, som er unikt i sin genre.
Et bemærkelsesværdigt passivhus
Myriam Sendon og Bruno Diliberto bor i dag i en meget opsigtsvækkende bolig med en 40 meter lang facade. Mens bygningens kubiske masse på den nordvendte side, der vender ud mod vejen, giver et meget lukket indtryk, åbner den sydvendte side sig i den grad op mod verden udenfor. De to udhæng, tagterrassen og de store glaspartier leder tankerne hen på en luksuriøs villa i Californien. Fra de store vinduer er der en panoramaudsigt over et åbent landskab med en overdådig beplantning. Og fra det imponerende vestvendte vindue har man direkte udkig til skoven.
Huset har et beboelsesareal på hele 688 m². Ejerne lagde stor vægt på at holde energiforbruget på et lavt niveau og valgte derfor at bygge efter passivhusstandarden.